-
Royal Unibrew-direktør kalder 2024 for rekordår efter vækst
Source: BDK Finans / 25 Feb 2025 11:10:19 America/Chicago
Bryggerikoncernen Royal Unibrew omsatte i 2024 for lidt over 15 milliarder kroner og lever dermed op til sin egen forventning. De lidt over 15 milliarder er en stigning på 16 procent sammenlignet med året før, viser selskabets årsregnskab, der er offentliggjort tirsdag. Omsætningen er imidlertid under analytikernes forventning. De havde ifølge MarketWire estimeret, at omsætningen ville lande på over 15,1 milliard kroner. Den organiske vækst i omsætningen er på seks procent mod fire procent året før. Her er diverse opkøb ikke regnet med. Royal Unibrews administrerende direktør, Lars Jensen, kalder i regnskabet 2024 for et rekordår. - I de seneste fire år er vi næsten fordoblet i størrelse, hvilket har gjort os stærkere og mere modstandsdygtige, siger han og tilføjer: - Vi har udviklet en robust vækstmodel, og vores udvidede geografiske tilstedeværelse og platform har transformeret vores forretning og åbnet op for nye lokale vækstmuligheder. Hvis man ikke medregner diverse opkøb, er bryggeriets salg af øl og andre drikkevarer steget fem procent i 2024 målt i mængde. Det er en forbedring sammenlignet med 2023, hvor salget målt i mængde faldt med tre procent. Bryggeriets driftsresultat vækstede med 20 procent til 1,97 milliarder kroner. Det er også under analytikernes estimat, der lød på over 2 milliarder kroner. I 2025 forventer Royal Unibrew en vækst i nettoomsætningen på 5-7 procent. Samtidig forventer Danmarks næststørste bryggerivirksomhed, at væksten i driftsresultatet vil være mellem 7 og 13 procent. Royal Unibrews bestyrelse foreslår udlodning af et udbytte på 15 kroner per aktie. Analytikernes estimat var på 18,1 krone, skriver MarketWire. Bryggerikoncernen vil desuden iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på 250 millioner kroner. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/royal-unibrew-direktoer-kalder-2024-for-rekordaar-efter-vaekst